Afgang med bus fra din egen kommune til lufthavnen, hvorfra der flyves direkte til Norditalien (nærmere information om afrejsetider følger senere).
Flyet går direkte til Bergamo Lufthavn, hvor vores danske rejseleder venter og kører med i bussen til Hotel Bisesti i Garda by. Køretiden er cirka 1 time og 45 min.
Verona ligger kun en god halv times kørsel fra Garda by. Her skal vi på en længere byvandring, og se nogle af alle de seværdigheder byen er så kendt for. Vi skal se den imponerende romerske arena – Arena di Verona, som er en af de bedst bevarede arenaer fra romertiden, og som i dag bruges til opera og koncerter.
Vi skal selvfølgelig også forbi Julies balkon som blev udødeliggjort i Shakespeares skuespil Romeo og Julie. Vi spiser en dejlig pizza frokost på byens store torv og får god tid til at se os omkring og opleve de mange hyggelige gader og stræder.
I dag skal vi opleve Italiens største sø, både fra land og til søs. Med bus og båd begiver vi os nordpå hvor vi skal besøge Riva i nord og Limone på vestsiden af søen. Byerne er kendte for en helt usædvanlig charme og idyl, og vi skal selvfølgelig slentre rundt i de smalle krogede gader, og have tid til en kaffepause på en af de mange små piazzaer hvor udelivet nydes.
På bådturen fra Riva til Limone og senere fra Limone til Malcesine, får man for alvor indtryk af, hvor varieret og storslået en natur som omkranser søen. Høje bjerge, lodrette klipper, palmer, olivenlunde og idylliske småbyer passerer langsomt forbi os. Frokosten indtager vi på en restaurant i byen Limone.
Tidlig formiddag sejler vi mod sydøst til den smukke, rolige middelalderby Lazise. Byen ligger ved Gardasøens bredeste sted, og her går livet sin stille gang. Fra havnen løber promenaden, hvor man finder den gamle venetianske toldbod og den romanske middelalderkirke San Nicoló.
Vi går på opdagelse i byen og slutter dagen af med frokost samt smager vin på en lokal vingård, inden vi kører med bus tilbage til hotellet.
Dagens tur går til et område som i dag er kendt for sine gode hvidvine, men som i midten af 1800-tallet var kendt for det blodige krigsslag ved Solferino. Første stop er ved den smukke landsby, Borghetto ved floden Mincio, hvor vi har tid til at opleve den lille middelalderlandsby, smukt beliggende omkring en gammel vandmølle og bro.
Herefter fortsætter vi til landsbyen Solferino, som har givet navn til Slaget ved Solferino den 24. juni 1859. Vi spiser frokost og besøger et lille mindekapel med skeletdele fra 7000 omkomne soldater. Herfra går turen nordpå gennem det bakkede hvidvinsdistrikt, Lugana. Vi stopper ved Peschiera del Garda, som ligger hvor Mincio-floden begynder. Her udforsker vi de historiske gader og forsvarsværker samt nyder udsigten over Gardasøen.
Prøv at tage lokalbussen, eller gå ca. 3,5 km langs søpromenaden til nabobyen Bardolino. En hyggelig by med en flot søpromenade. Området omkring byen har blandt andet lagt navn til den kendte Bardolino vin, og det var også stedet hvor Preben Elkjær slog sig ned, da han spillede fodbold for Verona i firserne.
Vi kan også anbefale, at man tager en sejltur til Sirmione som ligger på en landtange i søens sydlige ende. Sirmione er kendt som en af de mest eksklusive byer ved Gardasøen. Der afgår både fra Garda’s søpromenade flere gange om dagen.
Når det er blevet tid til at sige farvel til Gardasøen, kører vi i bus til lufthavnen og fortsætter med direkte fly til Danmark. Her venter vores bus på at køre dig tilbage til din kommune.
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 3 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling – ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.