Fra din valgte kommune kører vi med bus til lufthavnen, og du får hjælp med check-in af vores lufthavnsguide, hvis der er brug for det.
Flyet går direkte til Athen. Flytiden er ca. 3 timer og 10 minutter. Her byder vores danske rejseleder velkommen og kører med i bussen til hotellet i Tolo. Turen vil uden stop tage lidt under 2,5 time, men der venter en god oplevelse på vejen! Vi stopper nemlig ved et udsigtspunkt, hvor vi kan skue ned i den utrolige Korinthkanal, der har op til 80 meter høje sider. Her er der også toiletter mm. Efter velkomstmødet går vi en tur sammen i Tolo.
Vi kører ind i landet til et aktivt nonnekloster, hvor omkring 10 nonner bor og lever deres daglige liv. Her får vi et indblik i en anderledes og autentisk side af Grækenland.
Herefter går turen videre til den charmerende kystby Nafplion. Du får et indtryk af byens hyggelige gader, torve og skønne stemning – perfekt hvis du senere vil opleve byen på egen hånd.
Vi spiser en god frokost i byen, inden vi begiver os videre til et lille, familieejet ouzo-destilleri. Her hører vi historien bag produktionen, smager på de lokale dråber og får mulighed for at tage lidt med hjem. Yamas!
I dag skal vi besøge nogle af Peloponnes’ største historiske seværdigheder. Først går turen til Mykene, hvor Kong Agamemnon ifølge sagnet herskede. Her oplever vi det imponerende arkæologiske område med fæstningsværker, gravkamre og det ikoniske vartegn, Løveporten.
Herefter fortsætter vi til det berømte amfiteater i Epidavros, der er kendt for sin enestående akustik og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Dagen byder også på tid til at nyde lokal mad og stemning, når vi spiser frokost på en hyggelig restaurant undervejs.
I dag venter en skøn dag på havet med kurs mod de to smukke øer Hydra og Spetses. Vi sejler med en komfortabel båd med både inde- og udeområder, så du kan nyde turen i dit eget tempo.
Undervejs kan du slappe af, nyde udsigten og måske købe lidt forfriskninger ombord. På Hydra mødes du af en helt særlig atmosfære uden biler – kun smalle gader, æsler og charmerende huse.
Vi fortsætter til Spetses, hvor du får tid til at udforske endnu en hyggelig ø med små butikker, havnepromenade og græsk feriestemning. En lang, men oplevelsesrig dag til søs.
Vi besøger Sophias lille, private gedefarm, hvor livet leves på traditionel vis. Her bliver vi budt indenfor og hører historien om familien og deres arbejde gennem generationer.
Vi oplever gederne blive malket, ser hvordan der laves ost, og smager på de lokale produkter. Der bliver også mulighed for at smage olivenolie – en vigtig del af det græske køkken.
Herefter kører vi til den hyggelige by Kefalari, hvor vi besøger en helt særlig kirke bygget ind i klippen med en grotte bagved. Et stemningsfuldt sted med masser af historie. Her nyder vi også en god frokost, inden vi vender tilbage til Tolo.
Skal du bare slappe af ved poolen, bade i havet og snuse lidt rundt i Tolo? Eller har du mod på udflugter på egen hånd? Nafplion er værd at besøge igen, og det er altid skønt at nyde solen og brisen på en bådtur.
Få tips hos rejselederen. Og tal gerne med andre i gruppen om at tage afsted sammen eller bare spise frokost sammen på en græsk taverna. Det er altid rart at have nogen at dele oplevelserne med.
Når det er blevet tid til at sige farvel til Tolo, kører vi i bus til lufthavnen og fortsætter med direkte fly til Danmark. Her venter vores lufthavnsguide og bussen, der kører dig tilbage til din kommune.
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 2 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling – ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.