Fra din valgte kommune kører vi med bus til lufthavnen, og du får hjælp med check-in af vores lufthavnsguide, hvis der er brug for det.
Flyet går direkte til Larnaca med en flyvetid på cirka 4 timer. I lufthavnen byder vores danske rejseleder velkommen og kører med i bussen til Mediterranean Beach Hotel i Limassol. Køretiden er ca. 1 time.
Vi skal på opdagelse i nærområdet. Vi kører først til den antikke by Kourion, der ligger vest for Limassol med fantastisk udsigt bl.a. fra det store amfiteater. Senere fortsætter vi til korsriddernes borg Kolossi, grundlagt af Johannesordenen tilbage i det 13. århundrede.
Og så går turen ellers ind til selve Limassol, hvor der er byvandring, frokost og tid til shopping på egen hånd, før vi kører det lille stykke hjemad igen.
Vi kører til hovedstaden Nicosia, som er opdelt i en sydlig græsk-cypriotisk del og en nordlig tyrkisk-cypriotisk del. Vi gør et kort stop ved Ærkebiskoppens Palads og den ortodokse katedral St. John’s, inden vi, til fods, krydser grænsen til den besatte del af Cypern. Her passerer vi de mange boder med kopivarer (Bemærk at det ikke er tilladt at købe disse, og de vil blive taget ved grænseovergangen), og vi oplever et af de største og mest imponerende religiøse bygninger på Cypern, nemlig den tidligere St. Sophia-katedral, som i dag er omdannet til moské.
Vi spiser frokost i den IKKE besatte del af Cypern, inden vi kører tilbage til hotellet.
Vi besøger den charmerende bjergby Omodhos, kendt for sine brostensbelagte gader, traditionelle stenhuse og stolte vintraditioner. Her går vi en rolig tur gennem landsbyen og oplever det autentiske cypriotiske hverdagsliv.
Vi besøger et lokalt og meget autentisk sted for vinsmagning, hvor vi smager udvalgte lokale vine og hører om områdets vinproduktion. Derefter spiser vi frokost i byen med klassiske lokale retter. En stemningsfyldt udflugt med fokus på kultur, vin og ægte cypriotisk landsbyidyl.
Vi kører mod vest og stopper ved en strand med en stor klippe. Ifølge mytologien blev skønhedens og kærlighedens gudinde, Afrodite, født af havet her. Legenden siger, at svømmer man rundt om klippen, får man evig skønhed. Det har vi jo allerede, så vi fortsætter mod charmerende Pafos.
Vi ser kongegrave hugget ud i klipperne og i en romersk villa, Dionysos’ Hus, fra tredje århundrede ser vi nogle af de smukkeste mosaikker i det østlige Middelhav. Der er tid til gåtur eller cafébesøg, før vi vender hjem.
Du har to dage til opdagelser på egen hånd. Slap af ved hotellet og på stranden og tag eventuelt ind til Limassol på egen hånd for at opleve den gamle bydel og museerne.
Måske er der plads i kufferten til at shoppe lidt? Vores rejseleder er klar med flere tips til udflugter.
Når det er blevet tid til at sige farvel til Cypern, kører vi i bus til lufthavnen og fortsætter med direkte fly til Danmark. Her venter vores bus på at køre dig tilbage til din kommune.
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 2 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling – ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.